Susanne Jensby Sunesen: Hav din egen mening

Susanne Jensby Sunesen er en ambitiøs rytter og avler, og så er hun en fast del af det danske Paradressur-landshold. Den 40-årige rytter har redet siden hun var helt lille, og heste har altid været en stor del af hendes hverdag. En aften tilbage i februar 2006 skete der det, som ikke måtte ske. En cirka 500 kilo tung bigballe røg ned over hende, og gjorde at hun brækkede ryggen. Susannes liv var ændret for altid.

Men hvor der er vilje er der vej, og i august 2006 – kun lidt over et halvt år efter ulykken – var Susanne tilbage i sadlen igen. Denne gang kun i skridt, men det var en start mod bedring, og et nyt liv, hvor hestene skulle vise sig, at blive en endnu større del af det.

”Hestene har altid været en fast del af min hverdag, så det at ride har bare altid været noget jeg skulle gøre – ligesom det at børste tænder om morgenen. Jeg var lam fra navlen og ned, men mærkede for første gang en funktion i benene i påsken 2006, og derefter blev ridning en del af min genoptræning hjemme på vores gård,” fortæller Susanne.

Susanne og hendes mand, Helmer, havde tre heste på gården, som de mente ville være egnede for Susanne at ride på, efter ulykken. Først gik Helmer ved siden af Susanne, men kort tid efter kom hun i longe, og så gik det stærkt. Blot en måned tog det fra Susanne første gang var i longe, til hun red rundt selv i ridehuset.

”Det sværeste var at komme i sadlen, finde balancen, samt at koordinere og styre mine ben, når der ingen følelse var, men så kom Helmer en dag, og havde lavet et smart kliksystem mellem mine ridestøvler og stigebøjlen, ligesom den du kender hos cykelryttere. Det hjalp virkelig,” husker Susanne.

Kun en vej frem
Susanne brugte ydermere mange timer hos en fysioterapeut, i varmvandsbassin og på en trehjulet cykel, som skulle vise sig at være en god måde at genvinde balancen. For Susanne var der kun en vej, og det var fremad.

”Mit mantra for mit liv blev at jeg for alt i verden ikke måtte falde sammen, og falde tilbage. Det er det egentlig stadig. Der er kun en vej, og det er fremad – også selvom tingene kan se svære ud. Mit liv er virkelig blevet ændret på alle fronter, og jeg laver i dag mange ting, som jeg kun drømte om før ulykken,” fortæller Susanne.

Med det mener Susanne blandt andet, at hun nu kan udleve drømmen om at have hestene som både hobby og erhverv. Sammen med hendes mand driver de Stutteri Thy, som avler Dansk Varmblod. Derudover underviser hun to gange om ugen på Sportsrideklubben Thisted, og så er der naturligvis også plads til at ride minimum to heste om dagen.

”Jeg arbejdede før ulykken som kunderådgiver i et pengeinstitut, og efterfølgende fik jeg da også skånejob i branchen, men da afdelingen blev nedlagt, stod jeg ved en skillevej, og valgte hestene. Der er virkelig tale om, at når en dør lukkes, så åbnes en ny,” siger Susanne eftertænksomt.

Mange gode oplevelser
Nu står EM i Gøteborg for døren, og med det husker Susanne tilbage på mange gode minder sammen med den 19-årige CSK’s Que Faire, som hun også skal have med til EM. Den største oplevelse var til VM i 2014, hvor ekvipagen vandt deres første internationale mesterskabsmedalje efter Susannes ulykke. Ved stævnet blev det til en bronzemedalje.

”Det betød virkelig meget. Det var her jeg virkelig fik øjnene op, og selv tænkte: ’Det her, det kan jeg godt – jeg kan faktisk godt ride!’, og samtidig indså jeg at alle andre tænkte det samme – heriblandt dommerne. Det var selvfølgelig også rigtig stort at vinde sølv i Rio sidste år, men lige oplevelsen til VM har sat sig i mig,” fortæller Susanne.

Ekvipagen er godt i gang med at træne op til EM, og var blandt andet til træningssamling for få weekender siden. Her blev der lagt en ti-dagsplan sammen med landstræneren, som Susanne følger i disse uger.

”Det er vigtigt at der naturligvis bliver trænet på banen, men det er mindst ligeså vigtigt at træne mentalt. At finde overskud, og gå ind i opgaven med tanken om at gøre det bedre end sidste stævne,” siger Susanne eftertænksomt.

Det er altså vigtigt for Susanne at gå ind i en opgave med alt det hun kan, både fysisk og psykisk. Derfor er det også vigtigt for hende, at leve i nuet, og have sig selv med i alt hvad hun gør. Også selvom selvom det kan være svært indimellem, og andre også har meninger om tingene.

Hvis Susanne skal give et råd videre, så er det at man aldrig må lade sig begrænse.

”Min mand sagde til mig efter ulykken, at han rigtig gerne ville hjælpe mig alt det han kunne, men at jeg også blev nødt til at hjælpe mig selv. Derfor vil jeg sige det samme: Det er vigtigt at man prøver sig frem, og ikke sætter begrænsninger. Man skal aldrig sige at man ikke kan, før man har prøvet – og altså ikke kun en enkelt gang. Tag ansvar, og hav din egen mening – og husk at være din egen lykkesmed,” slutter Susanne.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce