Rideulykke: “Jeg lå stille i 6 måneder. Et mirakel jeg har så få mén i dag”

Karin Rosenberg Engelbrecht har lidt travlt. Hun vil hurtigt ud og træne den nyankomne pony, inden hun skal videre i dagens andre gøremål. Hun har før redet ponyen uden problemer, så hun beslutter, at hun godt kan undvære sikkerhedsvesten bare lige i dag. For hvor galt kan det gå? En time senere ligger hun i ambulancen endnu ikke klar over, at seks brud på rygsøjlen og et års sygemelding er hendes skæbne.

Læs også: Undersøgelse: Mange ryttere prioriterer hestens sikkerhed over sin egen.

Annonce

Så galt kan det faktisk gå

Det er et hektisk forløb, Karin går igennem de næste uger. Læger, sygeplejersker og andre fagfolk holder et skarpt øje med hendes tilstand. Hun gennemgår to store operationer, er sengeliggende døgnets 24 timer samt iført halskrave. Hun må på ingen måde bevæge sig, og al fysisk hygiejne bliver foretaget i sengen af sygepersonale.

“Jeg husker egentlig ikke så meget af de uger, for jeg var helt dopet på morfin,” siger hun.

Tæt på at blive lam

Karins situation er alvorlig. Meget alvorlig. De mange brud hun har tilegnet sig, er ikke for sjov. Det mener lægerne også. De er samtidig dybt forundret over, at hun ikke er blevet lam i det meste af kroppen – det var åbenbart ekstremt tæt på, fortæller de til Karin.

Heldigvis går det ikke sådan, men den alvorlige ulykke resulterer dog i, at Karin er sygemeldt i næsten et år, før hun meget langsomt kan begynde at arbejde igen.

“Jeg fik at vide, at det nok ikke var så godt for min krop at fortsætte mit arbejde på kontor. Det kan jeg kun være enig i, for det kan jeg slet ikke holde til,” siger hun.

At finde sin plads som et nyt hestemenneske

Det stillesiddende arbejde som kontoransat må hun altså opgive og fortsætter i stedet med hestene dog på en noget anden måde.

“Den første gang jeg var oppe på en hest igen efter ulykken, var jeg så bange. Jeg blev trukket en enkelt volte på den roligste hest, men jeg rystede over det hele alligevel.”

I dag har Karin på trods af sin nye måde at være træner på faktisk en større virksomhed med endnu flere heste i træning, rideskole, opstaldning og rideudstyrsbutik. Dog har hun erkendt, at tiden med de meget komplicerede træningsheste er forbi. Hun bliver nødt til at passe på sig selv og bruger derfor meget af sit arbejde på at undervise. Hun kan ikke længere ride nedsidning i dressur. Ryggen er så stivgjort efter operationer, at den opfører sig som en mursten ned i sadlen – hun har altså ikke længere den stødabsorberende funktion i den skadede del af ryggen. Springning har hun også sagt farvel til. Det har hun ikke mod på længere efter ulykken.

“Det hårdeste var at se min mand gå ned”

Selvom Karin selvfølgelig er dybt ulykkelig over sin situation, mens hun er sygemeldt, så er det hårdeste alligevel at se sin mand bukke under for presset. Han står med hele ansvaret for Karins velbefindende. Han vasker hende, hjælper hende på toilettet, ordner huset og skal passe sit fuldtidsjob. Efter en periode kan han ikke længere og bliver selv sygemeldt med stress og depression.

“Det er så belastende for de pårørende. Det forstår man slet ikke. Det var klart det værste, at opleve hvor svært min mand havde det,” siger Karin Rosenberg Engelbrecht.

Så kompliceret var det for Karin at gå i bad:

Da Karin er hjemme fra hospitalet og skal have et bad, er selv den opgave næsten umulig. Skemaet for et brusebad ser sådan ud:

1. Karins mand klæder hende af.
2. Karin ligger herefter og sover i en time eller to.
3. En stol bliver sat i brusekabinen, og manden hjælper hende derud.
4. Karins mand bruser hende over, mens hun sidder på stolen.
5. Han sæber hende ind.
6. Herefter skyller han sæben væk og tørrer Karin.
7. Han hjælper hende efterfølgende ind i sengen.
8. Karin er så udmattet, at hun sover omkring tre timer.
9. Efter luren hjælper manden Karin i tøjet.

Annonce

Rider aldrig uden sikkerhedsvest

Tiden går, og Karin og hendes mand kommer begge langsomt, men sikkert på benene igen. Karin har i forløbet modtaget en masse genoptræning og har fået sin rideglæde tilbage. I dag arbejder hun stadig med heste og har virksomheden Letridning, hvor hun underviser og har heste i træning. Hun kunne aldrig finde på at ride uden sikkerhedsudstyr, og drømmer om at hendes fortælling kan hjælpe andre til også at prioritere det.

“Det er nøjagtig lige så naturligt for mig at tage min sikkerhedsvest på som mine ridebukser og ridehjelm. Jeg håber, at min historie kan motivere andre til at bruge vest, og hvad der ellers findes af sikkerhedsudstyr. Hvis jeg bare kan være med til, at én anden IKKE kommer i samme situation som mig, fordi de netop har valgt at bruge sikkerhedsvest, så har jeg gjort en forskel,” siger hun.