Få råd til godt rideudstyr: 4 tips fra den studerende

Hvordan får man råd til godt rideudstyr til sig selv og sin hest, når pengene er små? Den studerende Julie Herskind giver her sine fire bud på, hvordan du kan få råd til det rideudstyr, du gerne vil, når du er på SU, eller hvis du bare generelt ikke har så mange penge at gøre godt med. Grundlæggende handler det om at øge sin indkomst en smule, sælge ud af det gamle, lave en opsparing og tænke over hvor og hvornår, man køber det.

Læs også: At være studerende hesteejer – en udfordring men ikke umuligt

Annonce
Julie Herskind

Julie Herskind er 25 år gammel og studerende hesteejer. For at komme ind på sin drømmeuddannelse som radiograf flyttede hun i 2019 fra Aabenraa til Aalborg og tog efterfølgende hesten med.

Hendes hest, Axel, som er en Hollandsk Varmblod, har hun haft i 10 år og startet c-stævner i både dressur og spring inden hun blev studerende. Stævnerne er dog lagt på hylden ind til hun er færdig som studerende i 2023. Følg Julie på Instagram-profilen @suhesten.

Den studerende hesteejer Julie Herskind med sin hest Axel
Julie Herskind med sin hest Axel. Foto: Hartwigsen Photography.

1. Et studiejob er vejen frem

Ridesporten er en dyr hobby, og er man studerende, kan det indimellem være svært at få SU’en til at strække. Ved siden af studiet har jeg et studiejob i weekenderne som bartender. Dette gør, at jeg kan have råd til opstaldningen, foder og andre omkostninger på hesten som for eksempel godt rideudstyr.

Som bartender tjener jeg kun lige det, jeg skal, for at få det til at løbe rundt. Derfor er jeg begyndt at sortere i mit gamle rideudstyr og ridetøj. Jeg har haft hest i mange år. Faktisk har jeg redet i 20 år og har derfor samlet rigtig meget rideudstyr og tøj igennem tiden. Noget bruger jeg overhovedet ikke længere, andet har været taget i brug enkelte gange, og noget er aldrig taget i brug. Jeg sammenligner det ofte med min garderobe derhjemme. Der er det der tøj, man altid går i – det sidder godt, føles rart og er måske lige det sidste nye skrig. Og så er der resten – det der aldrig bliver rørt igen.

Husk, at pris og kvalitet hænger sammen

Da jeg flyttede min hest til Aalborg, vidste jeg at jeg blev nødt til at spare på mine penge, og at der ikke nødvendigvis var råd til godt rideudstyr eller det seneste nye ridetøj. Jeg går meget op i mit udstyr, i den forstand, at jeg ved at pris og kvalitet hænger sammen. Derfor er det oftest mærker i bedste kvalitet, jeg køber når jeg skal have nyt. Det er dyrt at købe, men det holder til gengæld også i lang tid.

2. Sælg ud af det, du ikke bruger

Jeg er derfor begyndt at gennemgå alt mit rideudstyr, ridetøj og andre ting til hest og rytter. Det jeg ikke længere bruger eller aldrig har brugt, som bare ligger, bliver sat til salg. Jeg er selv rigtig glad for at benytte diverse salgsgrupper på Facebook. Her er der et kæmpe udvalg af grupper, der passer til forskellige kategorier af rideudstyr. Nogle grupper er oprettet til et specifikt mærke, salg af sadler eller grupper, der er oprettet til hestefolk i for eksempel Nordjylland. 

Det gør det super nemt at sætte tingene til salg i lige den gruppe, der passer til det jeg vil sælge. Som køber går man jo også ind i de grupper, hvor ens interesse eller specifikke søgen efter rideudstyr, ligger. Jeg har igennem årene haft stor succes med at sælge mit rideudstyr på Facebook og har også selv benyttet grupperne eller Facebook Marketplace.

Få den studerendes bedste tips til at få råd til godt rideudstyr
Julies hest, Axel, i noget af det udstyr, hun har valgt at købe til ham. Foto: Julie Herskind.

3, 2, 1 – sælg

Når jeg sælger mit rideudstyr, bruger jeg meget tid på at lave en god, overskuelig og fangende annonce. Jeg kommer her med tre punkter, jeg synes er alfa og omega, når jeg enten sælger eller køber brugt rideudstyr.

Rengør dit udstyr 

Det gør det nemmere at sælge. Køberen ønsker ikke at købe beskidt rideudstyr. Ville du selv købe et par brugte bukser, hvor du ikke vidste om pletten kunne komme af? 

Tag gode billeder 

Billeder i en god kvalitet er vigtige. Ikke nødvendigvis med det helt store spejlreflekskamera, men billeder i en god opløsning, hvor man tydeligt kan se eventuelle pletter, misfarvninger eller måske huller, er et must, når du sætter dit udstyr til salg. Det er ikke noget værre for en køber end at modtage en vare, der ikke levede op til forventningerne. 

Giv de nødvendige oplysninger fra start

Prissæt dit rideudstyr fra starten. Hvis du er åben for bud, så skriv en prisidé og skriv derefter, at man er åben for et bud. Jeg kender det selv som køber, man ønsker ikke at komme til at skambyde, fordi sælger ikke melder klart ud fra start, hvad de forventer eller ønsker at få for varen.  

Skriv hvor det befinder sig, og om kan lade sig gøre at sende, eller om det skal afhentes på adressen. Det er også en god idé at skrive, hvad man vil sende med, og hvor meget portoen er. Det gør det lidt mere overskueligt som køber at vide fra starten, om du vil sende det eller ej, og hvad prisen inklusiv forsendelse bliver. 

Lige så vigtigt er det at skrive størrelse på fra starten. Er man interesseret i et stykke udstyr, kan det være vildt frustrerende at forelske sig i et bestemt underlag eller et par fede ridebukser og man bruger tid på at kontakte sælger for at få en størrelse og så er det tre størrelser for småt. 

Læs også: Studie og hest – redaktørens historie

Annonce

3. Lav en opsparing  

Når udstyret er solgt, lægger jeg pengene til side på min opsparing. På den måde har jeg en god buffer, når min hest skal have smed, vaccination, tandlæge eller uforudseelige regninger. Dem kender vi alle, og de kommer på de mest ubelejlige tidspunkter.

Det er en rigtig god idé med en opsparing til hesten. Den dækker ikke kun over de nævnte udgifter ovenfor. Det gælder også, hvis din hest uheldigvis har fået revet sit dækken i stykker på marken, dine yndlingsridebukser har udtjent sin værnepligt og er sprækket, eller når du står og mangler en ny vinterjakke.

4. Spar penge på rideudstyr  

Jeg har sjældent råd til at købe rideudstyr fra nyt. Derfor køber jeg som regel langt det meste af mit udstyr på udsalg. Man kan være super heldigt at finde rigtig gode tilbud på kvalitetsrideudstyr, når der skal gøres plads til de nye kollektioner.

Nice to have eller need to have?

Enkelte gange har jeg været heldig at få fat på kollektionsprøverne, der er blevet sat til salg, efter de er blevet udstillet i butikkerne. Det er ofte i slutningen af sæsonerne, at rideudstyr og tøj bliver sat ned. Prioriter dine køb – er det nice to have eller need to have?  

Læs også: Hesteøkonomi: Undgå at pengene slipper op

Annonce

Køb brugt

Samtidigt er jeg også stor tilhænger af at købe brugt. Det er både billigere end hvis man køber fra nyt, og er også mere miljøvenligt. Du kan være heldig at finde brugt rideudstyr, der næsten ikke er brugt, som stadig som godt som nyt. Det kan godt betale sig at holde øje på de forskellige køb og salg sider, grupper eller hjemmesider, hvis der er noget man går og mangler. Der sidder mange derude, der ligesom jeg, har alt for meget liggende som næsten ikke er blevet brugt, eller slet ikke er blevet taget i brug.

Vedligeholdelse betaler sig

Afslutningsvis er den vigtigste faktor at vedligeholde det udstyr, du har. Pas godt på dine ting, rengør det, puds det og plej det. Man giver sit udstyr en længere levetid, hvis man passer godt på det og sørger for, at der ikke sidder skidt og snavs på det. Sørg for at pudse både din trense og sadel regelmæssigt, så læderet forbliver lækkert og blødt. Saml nogle fra stalden og hold til pudsedag – det vil både jeres venskaber og udstyret sætte stor pris på.

Julies konklusion

Altså er prioritering, genbrug og vedligeholdelse nøgleordene i at spare penge på rideudstyr.  

Held og lykke med oprydning, salg og vedligehold af dit udstyr! Måske vi mødes på Facebook Marketplace eller i en af køb og salg-grupperne.

Kilder

Artiklen er skrevet for Malgré Tout, men vil også være at finde på Julies blog på ridersnotebook.dk

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce