Som hestemenneske kender jeg alt for godt følelsen af, at tid og sted forsvinder i det øjeblik jeg kører op ad grusvejen på vej mod stalden. Jeg oplever ofte, hvordan tanker og spændinger, som har hobet sig op i løbet af dagen, forsvinder når jeg er i stalden. Og hvordan jeg altid er en gladere version af mig selv, når jeg kører derfra.
Hvor forsvinder det hele hen?
Jeg har flere gange tænkt over, hvor dejligt det er, at min hest kan gøre det for mig. Tage de negative tanker væk, få stressen til at slippe kroppen og få mig til at være tilstede i nuet. Men jeg har lige så mange gange tænkt over, hvad det betyder for min hest og for hendes oplevelser af mit selskab. For hvor forsvinder spændingerne, stressen og de flygtige tanker hen, når de forlader mig? Bliver min hest en form for skraldespand, som bare overtager mit emotionelle affald?
Jeg kan klart mærke forskel på min hests humør, hendes arbejdsvilje og energi når jeg er glad i forhold til når jeg har en dårlig dag. Jeg kan ikke altid være glad, men jeg gør mig faktisk umage for at være et positivt og åbent menneske, når jeg er sammen med hende. Ligesom jeg gør det, når jeg er sammen med mine venner og familie. For hvem gider i virkeligheden være sammen med en, der bare læsser sine problemer af og kører igen?
Når heste kommunikerer
Når det er sagt, er jeg bare et menneske. For nylig havde jeg en travl periode, og selvom det var på den gode måde, havde tingene hobet sig op og jeg havde fået en lidt hård kugle i maven, der ikke rigtig ville slippe.
En dag hvor jeg var i stalden, havde jeg en lidt speciel oplevelse. Min hest kommer mig stort set altid i møde, når jeg nærmer mig folden. Denne dag var anderledes. Hun stod ikke langt fra hegnet, men kom mig ikke i møde. Da jeg gik hen til hende, kiggede hun væk. Hun virkede langt fra interesseret i at gå med mig eller i det hele taget være sammen med mig.
Lige den dag gjorde jeg noget andet end jeg normalt ville gøre, fordi hun gjorde som hun gjorde. Jeg stillede mig op lidt foran hende og blikket samme vej som hende. Jeg besluttede, at jeg bare ville stå der og se hvad der skete. Hun kunne selv vælge om hun ville blive eller ville gå. Jeg trak vejret dybt og stod der bare.
Hun blev stående og efter et par minutter gik hun et par skridt frem og lagde helt målrettet sin mule direkte på min mave. Og så gabte hun. Og gabte. Og gabte. I rigtig lang tid. Da hun stoppede, opdagede jeg, at den hårde kugle i min mave var væk. Jeg følte mig let og afslappet.
Når jeg skriver dette her, ved jeg godt, at det kan lyde lidt hippieagtigt. Men det var sådan, det foregik. Jeg har ikke oplevet noget lignende før, og jeg fik sådan lyst til at snakke med en om det. En, der måske kunne hjælpe mig med at forstå oplevelsen.
Bettina Stecher er 47 år og arbejder som redaktionschef hos Malgré Tout. Hun er uddannet i marketing, kommunikation og fysisk terapi til heste. Hun ejer en spansk hoppe på 5 år.
Bettina træner sin hest i horsemanship og en blanding af akademisk og klassisk dressur. Hun har en stor interesse i biomekanik og er en stor fortaler for varieret træning, som motiverer, styrker og smidiggør hesten.
Læs også: Ditte Young: 2021 bliver et flow-år.
Hvad tænker hesten?
Jeg valgte at dele min oplevelse med Ditte Young, som blandt andet arbejder med telepati. Hun lød overhovedet ikke overrasket, da jeg fortalte om min oplevelse. For Ditte er det helt selvfølgeligt, at heste gør sådan noget, og hun foreslog, at hun kunne tage en session med min hest for at høre nærmere om oplevelsen. Det sagde jeg ja tak til, og herunder kan du finde et uddrag af samtalen mellem Ditte og min hest.
Ditte:
”Din mor har fortalt mig, at hun har haft en unik oplevelse med dig. Hun fortalte mig, at hun var stresset og følte, at hun havde en knude i maven på grund af travlhed. Hun gik ud på folden for at hente dig. Du virkede ikke specielt interesseret i hende, som du ellers plejer. Hvordan kan det være?”
Hoppen:
”Jeg gider ikke stress. Jeg ønsker ro og orden, struktur og rammer. Så når jeg mærker, at min mor er stresset, ja så gider jeg hende ikke. Jeg havde mærket i noget tid, at det eskalerede, men den dag var hun så forpint indeni.”
Jeg er ikke den, der skal tage det fra hende. Jeg er ikke den, som skal sørge for, at hun får det bedre ved at dyrke mig som sin hobby. Selvom jeg er hendes åndehul og fristed, så kan jeg lide det, når det kommer et balanceret sted fra.
Ditte:
”Din mor har fortalt mig, at hun i stedet stillede sig ved siden af dig den dag for at se hvad der ville ske. Efter få minutter gik du et skridt frem og lagde din mule ind til hendes mave, hvorefter du gabte på livet løs i flere minutter. Da du stoppede med at gabe, var din mors hårde knude i maven væk. Hvad skete der for dig?”
Hoppen:
”I det sekund min mor blev undersøgende så var hun tilstede i nuet. Hun krævede ikke noget af mig. Hun VAR bare sammen med mig. Det er jo en helt anden energi. Det har I mennesker ikke forstået endnu. I starter med at have en tanke. Afhængig af den tanke, produceres der nogle stoffer i jeres krop, som får jeres kroppe til at reagere f.eks. slappe af eller trække sig sammen. Det påvirker jeres magnetfelt i kroppen og omkring kroppen. Det er det magnetfelt, som I også kalder for energi. Når I skifter tanke, så skifter I også energi.”
”I mennesker skifter meget tit energi. Vi heste kan stå i den samme energi meget længe ad gangen. Tingene går så forbandet stærkt for jer mennesker. I det sekund min mor ændrede energi så ræsonnerede hun med mig igen.”
”Mange mennesker bruger os heste til at få det bedre på den ene eller den anden måde. Men I tænker måske ikke over, at vi jo modtager jeres energi. Så bruger vi altså mængder af tid på at komme af med den igen. Vi optager alt hvad I sender ud. Det ved i. Når I er stressede, så bliver vi stressede. Det gør sig altså gældende for al energi i sender ud. Stress er kun én af dem.”
”Jeg lagde min mule ind til hendes mave for at vise hende, at jeg godt kunne mærke, at der sad en hård knude lige DER. Jeg blev stående længe for at vise min mor, hvor bevidst en handling det var. Hvis jeg havde gjort det i et sekund, ville hun måske ikke have taget nogen notits af det, eller tænkt, at det var et tilfælde. Men jeg blev stående. Fordi det var ikke et tilfælde.”
Energier forsvinder ikke – de rejser videre
Hvad jeg kunne tage med hjem fra Dittes samtale med min hest var altså noget af det, som jeg allerede selv havde tænkt over. Men kommunikeret i meget ren form uden omsvøb. Det har fået mig til at tænke over hvilke energier jeg sender videre til min hest. På godt og på ondt.
Personligt vil jeg bruge det til at sætte et mål om at mødes med min hest på et neutralt sted, hvor vi kan være sammen uden indblanding fra forstyrrende energier. Måske et lidt ambitiøst mål, men et mål trods alt.
