Det fortæller hesten med sin mund

Heste kan som bekendt ikke tale. Alligevel kan de fortælle meget om sig selv ved hjælp af deres mund. Og når de ikke kan sige noget, må de bruge deres fysik. Det gør hestes kropssprog en hel del mere kompliceret end menneskets, og det er ikke altid helt til at gennemskue.

Hestens adfærd bliver for os et helt nyt sprog, der skal læres, og vi kan let komme til at misforstå det. Det gælder især når heste bruger deres mund. Hvorfor slikker den sig om munden? Hvorfor stikker den hovedet i vejret og løfter overlæben? Hvorfor rækker den tunge? Når hesten bruger sin mund, kommunikerer den – også selvom den ikke kan formulere sig. Hvert eneste signal med tungen, læben eller måske tænderne er et direkte udtryk for, hvordan den har det.

Annonce

Hvis du lærer at forstå, hvad dele af hestes mundtlige adfærd betyder, så kan du også lære en vigtig del af din egen hests sprog at kende. Lad os derfor tage fat i, hvad nogle af de mest normale signaler gennem hestens mund betyder. 

Læs også: Studie påpeger: Heste forstår ikke dine ord – de forstår dit toneleje

At slikke sig om munden er afstressende 

Når din hest slikker sig om munden, så er det et tegn på, at den slapper af. Det sker som oftest efter, at en mere eller mindre stressende situation er overstået. Det kan være efter en hård ridetur, eller efter at hesten har følt smerte eller frygt.

I et mere fagligt sprog går hesten fra at lade sit sympatiske nervesystem styre, til at lade det parasympatiske nervesystem tage over. Det sympatiske er altså det, som sættes i gang, når hesten oplever stress. Det parasympatiske virker derimod helt modsat, og hjælper hesten med at afstresse, så roen kan brede sig i kroppen, når det er overstået. Når du ser din hest slikke sig om munden, så ved du, at nu føler den sig veltilpas og tryg. Er det ikke rart at vide? 

At gumle danner spyt 

Man kan undre sig noget, når man ser sin hest stå at gumle ud i det blå, uden at have noget i munden. Hvad skal det mon til for? Står den og “gumler på en tanke”? Eller har den måske noget siddende i tænderne? Mest af alt ser det ud som om, at den kort tygger på noget for derefter at synke det. Det gør den også i en eller anden forstand, og så alligevel ikke. Den danner nemlig spyt. 

Det kan være lettere at forstå, hvis du prøver det selv. Hvad gør du, når du skal danne en spytklat inde i munden? Du bevæger kæberne og tungen, og så spytter du det ud. Præcis det samme gør hesten – den synker det bare. 

Det kan også handle om spytproduktion, når hesten slikker sig om munden. Efter en stressende situation, kan den nemlig nemt være blevet tør i munden. Ved at gumle og slikke, kan den få fugtigheden tilbage i munden. Derfor er gumleadfærden ligesom slikkeadfærden en reaktion på, at hestens parasympatiske nervesystem har taget over, og at den har fundet ro. Kommunikativt er det med til at udgyde ro i hele hesteflokken. For nok kan en hest ikke sige: “Bare tag det helt roligt, venner”. Men det er lige præcis, hvad dens kropssprog fortæller, når den står dér og gumler ud i luften og slikker sig lidt om munden. 

At slikke på noget fremmer smagssansen 

Mange heste elsker at slikke på alverdens ting og sager – særligt når de lige har spist eller fået en godbid. Om det er en hånd, et jakkeærme eller kanten på boksdøren er sådan set ligegyldigt, bare hesten kan få lov til at slikke på noget. Og hvorfor mon? Det skyldes blandt andet, at hestens spyt er med til at opløse foderet. Så når hesten slikker på noget efter at have spist, er det en del af dens fordøjelse.

Desuden fremmer spyttet smagen i foderet, fordi det i opløst tilstand lettere kan flyde ned i smagsporrerne i munden. Faktisk gør vi mennesker det samme; når vi rigtig skal smage på maden, producerer vi spyt, og det kan indimellem gøre det svært ikke at smaske. Når hesten slikker på noget, fremmer den sin smagssans på præcis samme måde. Derved kan den danne sig et indtryk af, hvad det er, den har i sin mund; om det er giftigt og skal spyttes ud, eller om det er helt ufarligt og måske ligefrem lækkert. 

At slikke på jorden skyldes et underskud 

Én ting er at slikke på inventaret i stalden – og på sin rytter. En anden ting er at slikke direkte på jorden. Hvis du nogensinde ser din hest gøre det, så bør du tage det alvorligt. Det er nemlig som regel et lysende tegn på, at den mangler noget – eller at den er gevaldigt sulten. Hvis hesten stadig gør det, når der er godt med grovfoder på folden, så er det med al sandsynlighed, fordi den er i alvorligt underskud af et vigtigt mineral, og så forsøger den instinktivt at hente det fra jorden.

Udover at være et tegn på et mineralunderskud, så kan det også give hesten slem sandkolik. Derfor er det bedste, man kan gøre, straks at få sin dyrlæge til at tage en blodprøve, så hestens mineralbehov kan fastlægges og udbedres. 

Vær i øvrigt opmærksom på, at selvom din hest har en saltsten, så kan den sagtens være i saltunderskud. Hvis hesten synes, at en saltsten smager grimt, vil den nemlig sjældent slikke på den, også selvom den har brug for mineralerne. I stedet vil den måske slikke på andre ting, der smager salt. Så hvis din hest er glad for at slikke på ting – og på jorden, for den sags skyld – så skal du måske prøve at give den en ny saltsten. De fleste heste foretrækker en naturlig én af slagsen, for eksempel en Himalaya-sten, fordi den er mere smagsneutral end dem, der er produceret industrielt. 

At række tunge er et tegn på smerte 

En hest rækker aldrig tunge uden grund – og slet ikke, under rytter. Hesten kan af gode grunde ikke fortælle, når noget gør ondt, men den kan forsøge at aflaste dele af smerten ved at gøre noget kropsligt. Nogle heste reagerer måske voldsomt ved at stejle eller bukke, mens andre viser smerte ved at stikke tungen ud af deres mund – simpelthen for at få afløb for det, der gør ondt. Desværre er det sjældent, at en tunge ud af munden tages lige så seriøst som et stejl eller et buk, men årsagen kan være akkurat lige så alvorlig. Derfor er det vigtigt at hive fat i dyrlægen, selvom hesten “bare” rækker tunge. 

At “smile” skærper lugtesansen 

Synes du også at det ligner, at hesten smiler, når den stikker hovedet i vejret og løfter overlæben? Faktisk gør den det for bedre at kunne opfange en lugt. Ved at løfte overlæben kan heste nemlig skærpe deres lugtesans, fordi lugten på den måde kommer tættere på det organ, som opfanger lugten. Dette organ sidder i ganen og er altså forbundet direkte ud til næseborene. Det er mest normalt, at hesten “smiler”, når den støder på en lugt, den ikke kender, eller som den virkelig godt kan lide, og som den derfor gerne vil undersøge nærmere. 

Annonce

Læs også: Lær din hest at smile ligesom Cassidy

At gabe er som at strække ud 

En hest, der gaber efter en ridetur, er ikke nødvendigvis træt. Slet ikke. Den er bare rigtig god til at “strække ud”. Når hesten gaber, frigiver den nemlig spændinger i kroppen, og det kan den både gøre efter træning, når du strigler den, eller når den har fået en omgang massage eller anden kropsnær behandling. Nogle heste gør det endda, når de får en skridtpause under træning – simpelthen for at løsne spændinger.

Det sker naturligvis også, at en hest gaber imens den står på folden eller i sin boks, og det er blot et sundhedstegn. Hvad der her er vigtigt, er, at hesten har en grime på, som er bred nok til, at den kan få lov til at gabe helt op. Det er nemlig kun med et ordentligt gab, at hesten kan spænde helt af. 

Kender du en hest, der gør noget af alt dette med sin mund? I så fald bør du endelig udbrede din viden, så endnu flere kan lære at fortolke deres hestes mundtlige signaler. Nu er du i hvert fald blevet lidt klogere på en del af det sprog, som mange hestemennesker kan have så svært ved at forstå. Når man først forstår, hvilken fysiologisk logik, der ligger bag, så er det slet ikke så svært endda, synes du vel? 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce