Ryd op i dit udstyr med verdenskendt metode

Den japanske oprydningsekspert Marie Kondo har taget millioner af mennesker verden over med storm med sin Netflix-serie Tidying up with Marie Kondo. Hendes budskab er, at enhver ting i dit hjem skal bringe dig glæde – ellers må det ud. Vi præsenterer dig derfor for Maries enkle regler, som du kan tage med dig ud i stalden og bruge, når du skal rydde op i alle dine ting. Vi lover dig, at du bliver et lykkeligere menneske bagefter.

Marie Kondos metode
Metoden er enkel. Alt skal organiseres efter kategorier. Læg ud med udstyr, som for eksempel dækkener og underlag. Spørg dig selv om tingen giver dig glæde. Hvis ja, beholder du den. Hvis ikke, bør du skille dig af med den.

Sådan rydder du op

Ridetøj: Læg alt dit tøj i én stor bunke og tag så én ting ad gangen og mærk efter. Behold kun det, der gør dig glad og sig pænt farvel og tak til resten. Du kan eventuelt begynde med at holde din yndlings beklædnings del frem, så du ved, hvordan glæden føles og kan genkende den. Hovedreglen er, at har du ikke brugt tøjet i mere end et år, burde du kassere det.

Annonce

Hestens udstyr: Så er det hestens dækkener og underlag, der står for tur. Alle underlag og dækkener skal samles i bunker, og hver bunke repræsenterer eksempelvis regndækkener, vinterdækkener, overgangsdækkener og så videre. Det er vigtigt, at du organiserer i kategorier og får overblik over, hvor mange af den samme type, du har. Spørg dig selv: Hvor mange underlag har min hest egenlig brug for?

Alt hvad der er i striglekassen: Alt skal ud, sorteres og rengøres. Den der gamle strigle, som du aldrig bruger, bør du skille dig af med. Husk kun at beholde dem, der giver dig og din hest glæde. Har du ikke brugt en strigle i lang tid, så lad være med at gemme den. Sørg desuden for, at der er et system i din striglekasse eller -taske. Det giver bare lige lidt mere overskud.

Diverse: For mange er det, vi kalder ‘diversetingene’ de helt store syndere. Her hober grimer, udstyr til benene og mærkelige redskaber sig ofte op. Tag én ting ad gangen. Hvad vil du beholde, og hvad har du brug for?

Ting med affektionsværdi: Rosetter, arvestykker og andre ting med indbyggede minder er sidste trin i oprydningen. Du er nu varmet op og har lært at mærke efter og føle den glæde, der skal til for at vide, hvad du med sikkerhed vil beholde. Samtidig er du nu stærk nok til den sværeste kategori, hvor ikke engang dine gamle rosetter fra din første pony går fri. Vækker de glæde i dig? Hvis ja, så behold. Hvis ikke, så tag afsked. Og husk at passe på, at du ikke bliver for sentimental.

LÆS OGSÅ: Oprydning: 5 typer rideudstyr, du måske burde skille dig af med

Sådan organiserer du

Nu har du været alle tingene igennem og sorteret ud fra, hvad du kan skille dig af med. Næste skridt er at organisere det. Vi har brugt plastikkasser og valgt at dele dem op på nedenstående måde. Det vigtigste er dog, at du finder den måde, der passer dig og din hest bedst.

Annonce

Sundheds- og sygdomsudstyr: Her lagde vi alt, der har med hestens sundhed og med sygdom at gøre. Det vil sige sårbehandling, termometer, diverse bandager og meget mere, der hører til denne kategori.

Værktøj: I denne kasse lægger du alt, hvad du bruger til at pille sko af, reparere hegn, gaffatape, hultang og så videre.

Rytterudstyr: Put handsker, ridehjelm, støvler og alt det, du skal bruge i denne, når du skal ud og ride, i denne kasse.

Udstyr til hestens ben: Her lægger du klokker, bandager, gamacher og alt det andet, du putter på hestens ben (hvis du da bruger noget til benene).

Udstyr til hestens hoved: Denne kategori giver sig selv, for her har du alt, hvad hesten bruger i hovedet, herunder trense, bid, hutter og så videre.

Udstyr til hestens ryg og mave: Vi taler ikke om sadlen, men underlag, pads og gjorde. Om vinteren vil denne kategori kræve mere plads, da der også skal være plads til skridttæppe og refleksudstyr med videre, hvis ud bruger det.

God fornøjelse!

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce