At være studerende hesteejer – en udfordring men ikke umuligt

At være studerende hesteejer er bestemt en udfordring hvad angår tid og økonomi. Det er vi flere på redaktionen, der kan skrive under på, for mange af os har været der. Men det er bestemt heller ikke umuligt. Her kan du læse den studerende Julie Herskinds fortælling om at få livet mellem bøgerne og hestepærerne til at gå op.

Læs også: Studie og hest – redaktørens historie

Annonce
Julie Herskind

Julie Herskind er 25 år gammel og studerende hesteejer. For at komme ind på sin drømmeuddannelse som radiograf flyttede hun i 2019 fra Aabenraa til Aalborg og tog efterfølgende hesten med. Hendes hest, Axel, som er en Hollandsk Varmblod, har hun haft i 10 år og startet c-stævner i både dressur og spring inden hun blev studerende. Stævnerne er dog lagt på hylden ind til hun er færdig som studerende i 2023. Følg Julie på Instagram-profilen @suhesten.

En udfordring – ikke umuligt

“Hvordan har du tid og råd til at have hest, ved siden af studiet?” Det spørgsmål har mange efterhånden stillet mig. Jeg bliver ofte mødt af fordommene om, hvorvidt man kan være studerende hesteejer – både på grund af det økonomiske og på grund af tid. Jeg har haft hest siden jeg var 11 år gammel. At have hest er noget der har fyldt det meste af mit liv og noget jeg, lige nu, har svært ved at forestille mig uden. Dog var jeg godt klar over, da jeg søgte ind på drømmestudiet, at det ville blive en udfordring med både hest og uddannelse på én gang. En udfordring, ikke umuligt.

Forberedelser, overvejelser og prioriteringer 

Jeg har altid vidst, at det var Aalborg jeg skulle læse i. Da jeg havde sendt studieansøgningerne afsted, begyndte boligjagten. Allerede her begyndte de første overvejelser i forhold til placering af bolig. Jeg prioriterede at bosætte mig tæt på skolen, så jeg kunne cykle til og fra hver dag, altså spare penge på offentligt transport. Bevares, det er slet ikke umuligt at cykle fra midtbyen og ud til skolen – men vi ved godt, hvad efterårets våde dage og vinterens urimelige kolde morgener ville føre til. 

Da jeg startede på uddannelsen, lånte jeg min hest ud til en god veninde. Det var en helt genial løsning for mig, da jeg gerne ville starte studiet ud med at være social, finde ud af, om studiet og byen var det helt rigtige valg, og finde mig et studiejob.

Jeg brugte foråret på at undersøge opstaldningssteder i Aalborg. Her lavede jeg mange lange lister med plusser og minusser, krav til opstaldningsstederne og krav om beliggenhed i forhold til min lejlighed. Efter en masse research, kogte jeg listerne ned til tre privat stalde, jeg synes levede op til det, jeg søgte i et opstaldningssted i forhold til faciliteter, pris og afstand. Jeg tog ud og besøgte staldene og faldt for stedet, der lå tættest på. Stedet tilbød: 

  • Strøelse og stråfoder inklusiv i prisen.
  • Lang foldtid på store græsmarker.
  • Udendørs ridebane og springbane meget tæt på.

Whats not to like?

Da jeg havde styr på studiejobbet og begyndte at tjene nok til at kunne have hesten i Aalborg, fik jeg den endelig flyttet hertil i slutningen af sommerferien 2020. Den står nu opstaldet på samme vej, som jeg bor. Det tager mig lige præcis to minutter at gå derover, hvilket gør det helt vildt nemt for mig. Jeg skal ikke bruge transporttid, enten i form af bus eller en cykeltur. Tiden kan jeg i stedet bruge på min hest. 

Annonce
Den studerende hesteejer Julie Herskind og hesten Axel
Julie og hendes hest Axel har været venner i 10 år. Foto: Hartwigsen Photography – Fotograf Lea Theodora Hartwigsen.

“Men har du tid til det?”

Endnu et spørgsmål, der går rigtig meget igen. Men ja, jeg har tid til det. Det er helt sikkert, at jeg ikke har tid til at ride hver dag. Men jeg har tid til at passe min hest, nusse om den, hygge mig med det og har tid til at ride langt de fleste dage. Når bøgerne indtager livet, skal der planlægges som med så meget andet. 

Nogle dage må man nøjes med en hurtig ridetur, eller bare strigle og hygge sig på staldgangen. Det jeg gør, for at få tingene til at hænge sammen, er, at jeg lave en liste hver måned. På listen skriver jeg: 

  • Skole (for eksempel 08.15-14.20)
  • Arbejde (for eksempel 18.00-23.00) 
  • Axel (kunne være smed eller dyrlægebesøg)
  • Staldvagter (udluk/indluk)

På den måde strukturerer jeg min hverdag, så jeg ved lige nøjagtigt, hvad jeg skal hver dag. Det giver mig overblik over, hvor meget tid jeg har til rådighed til at læse, være i stalden eller sociale ting med veninderne. 

Læs også: Få råd til godt rideudstyr: 4 tips fra den studerende

“Lever du så af rugbrød og havregryn hver dag?”

Nej! Det gør jeg altså ikke. Selvfølgelig er det ikke laks og mørbrad hver dag, men jeg lever godt – hvis jeg selv skal sige det. Når jeg handler ind, går jeg oftest efter tilbudsvarer og datovarer. Det får pengene til at strække lidt længere i det lange løb. Jeg køber ikke ret tit slik og sodavand, men tillader mig det af og til, hvis der skal hygges i weekenden. Det skal heller ikke være surt! 

Alt i alt handler det hele om prioritering og om, hvilke forventninger man har som studerende hesteejer. Selvom det kommer til at lyde lidt kliché, så passer det. Det er vejen frem, hvis man vil jonglere med hest, job og studie på én gang. Jeg gør det, og jeg er sikker på at I også kan klare det, hvis I vil det nok! 

Julies bedste råd: Klø på – nyd det – rid når du rider, læs når du læser.

Annonce

Kilder

Den originale artikel om at være studerende hesteejer er bragt på flere af Julie Herskinds/SUhestens blogs, herunder equest.dk og ridersnotebook.dk, og delt af Malgré Tout efter aftale.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce