Kan din hest mon se i mørke?

Dagene bliver mørkere og mørkere, og lige om lidt kommer du til at køre ud i stalden efter arbejde, når solen er gået ned. Det er altid lidt trist, når der er kortere solskintimer, for nu er det ved at være slut med de sene rideture på lune sommeraftener. Men spørgsmålet er, om du roligt kan ride ned til det nærmeste ridehus uden at bekymre dig, om din hest vælter over alt muligt i mørket? For hvordan ser din hest egentlig i mørke?

Heste ser bedre i mørke end mennesker

Mennesker er praktisk talt næsten blinde i mørke. Vi ville fungere meget dårligt på døgnfold med både græstotter og stødhegn, som vi kunne risikere at gå ind i. På sigt ville vi nok lære, hvor genstandende var placeret på den pågældende fold, men have meget svært ved at spotte dem, hvis nogen rykkede rundt på vandbaljer eller lignende. Sådan er det ikke helt med hesten. Den ser en del bedre end mennesker i mørke. Årsagen er, at den har flere såkaldt stave i øjet, som er de celler, der gør både dyr og mennesker i stand til at se i mørke. De stave har mennesker ikke ret mange af. Til gengæld kan mennesker prale af at have flere tappe, som gør, at vi kan se mange flere farver end eksempelvis heste.

Annonce

Pas på med pludselige lysændringer

Selvom heste ser markant bedre i mørke, så er de ikke natdyr som for eksempel flagremuse. De har derfor også deres begrænsninger, og vil have svært ved at se forskel på objekter og skygger. Heste ser relativt godt i skyet/tåget vejr samt tusmørke, men er faktisk en del mere begrænset, når det kommer til meget skarp lys. Det er især et problem for hesten, hvis du trækker den fra en helt oplyst fold ind i en mørk stald. Her vil hesten opleve at blive nærmest blind, indtil den har vænnet sig til lyset. Den oplevelse kan skræmme en del heste, og det er værd at overveje, hvis du eksempelvis vil læsse din hest i trailer, at du faktisk risikerer at gøre den blind i en kort periode under læsning. Det kan dermed være en årsag til, at din hest måske ikke bryder sig om at blive læsset.

Læs også: Video: Sådan fungerer hestens syn

Er din hest mere “tændt” i blæsevejr? Her er forklaringen

En spændende detlaje, selvom det bevæger sig lidt væk fra selv emnet omkring mørke er, at heste har et meget veludviklet syn, især når det kommer til bevægelse. Hesten opfanger altså lynhurtigt, hvis en person kommer gående imod den fra lang afstand, eller hvis et træ pludselig begynder at svaje fra side til side. Det giver god mening, for hesten skal fra naturens side være i stand til at opfange enhver bevægelse fra et muligt rovdyr.

Derfor har du sikkert også oplevet, at din hest er noget mere oppe på dupperne i blæsevejr, den er sværere at ride på tur og bare generelt mere “hysterisk”. Forklaringer er, at heste ikke er ret gode til at adskille, om bevægelsen blot kommer fra vind, eller om der rent faktisk er en løve på vej imod den, for at spise den – bevægelse er bevægelse, og det er alt sammen en potentiel fare for hesten.

Annonce

Farverne på springbanen er vigtige

Mennesker har som før nævnt et meget bedre farvesyn end heste, men i mange år troede man, at heste var helt farveblinde. Det er dog ikke korrekt. Heste kan se nuancer af blå og grøn og nogle forskere mener også, at de kan se gule nuancer. I springverdenen er det vigtigt, at bomme og spring har forskellige farver og adskiller sig tydeligt fra farven på underlaget – ellers kan hesten have svært ved at se, at der faktisk er en forhindring foran den på banen.

Kilder

Irish Sport Horse Magazine: Can horses see in the dark?
Extension.org: Horse Senses

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce