Detaljerne der gør dig til en bedre dressurrytter

Vil du gerne score højere procenter foran dommerne eller have at det fortsat går fremad i dressurtræningen? Så skal du turde gå op i detaljerne og fokusere på præcision. Man kan også sige det på en anden måde: Jo længere du og din hest når I jeres uddannelse, og jo mere du har styr på de grundlæggende dressurkundskaber, jo mere skal du koncentrere dig om finpudsningen.

Læs også: 10 trin: Lav en god schenkelvigning

Det store arbejde ligger i de små ting

Det er ofte i de små ting, at det kæmpestore arbejde ligger og den største portion tålmodighed er nødvendig – men det er også dér, hvor man virkelig kan udvikle sig. Her forklarer vi med tre eksempler, hvordan du kan blive mere detaljeorienteret og på den måde bane vejen for at blive en endnu bedre dressurrytter.

Annonce

Overgangene

Man må ikke undervurdere betydningen af en flot overgang. Godt nok kan det være noget af det sværeste – og måske noget af det kedeligste – at øve, men man kommer aldrig udenom dem. Uden at tænke over det laver man massevis af overgange under træning, og de er at finde overalt i ethvert dressurprogram.

For at give dine overgange den opmærksomhed, som er nødvendig for at kunne forbedre dem, skal du tænke på dem som selvstændige øvelser. En overgang skal altså forberedes og udføres med den opmærksomhed, det kræver, før man går videre til næste øvelse.

Dressur
Tænk på overgangen som en selvstændig øvelse. Den skal forberedes og udføres med den opmærksomhed, den kræver, før du går videre til næste punkt i programmet. Foto: Shutterstock. Grafik: Malgré Tout.

Fremfor blot at fokusere på at få hesten fra én gangart til en anden, skal du prøve at fokusere på at få overgangen til at blive så flydende som muligt og let at se på. Du kan for eksempel stille dig selv spørgsmålene: Er hesten ligeudrettet og foran mine schenkler inden jeg laver overgangen? Sidder jeg tilbage i overgangen, og husker jeg at lægge størstedelen af vægten i mit sæde fremfor at tage i tøjlerne? Hvad kan jeg i øvrigt gøre for at gøre overgangen pænere?

Det er hårdt for hesten at lave overgange – og lige så for rytteren. Det tager tid at opbygge de muskler, der skal til for at kunne lave en (næsten) perfekt overgang. Træner I for det, skal det nok betale sig i sidste ende. Du skal blot væbne dig med tålmodighed.

Læs også: De 5 nøgleord til en perfekt overgang

Skridten

Skridt er ikke bare skridt. Desværre opfattes skridten ofte som ’den lette gangart’ eller som den, man ikke behøver at lægge ret meget arbejde i. Det er imidlertid helt forkert, og ikke mindst ærgerligt, hvis rytteren gerne vil forbedre sig. Alle dressurprogrammer indeholder nemlig skridtarbejde, og der lægges stor vægt på kvaliteten af den.

Den bedste måde at blive opmærksom på, hvor vigtig en gangart det er, er ved aldrig at lade sin hest ’bare skridte’. Det gælder også når man varmer op og skridter af. Én ting, man kan gøre, er at lære sig selv at skelne mellem samlet skridt, fri skridt og middelskridt – og i øvrigt være opmærksom på, hvornår man rider hvad. Har hesten brug for en pause, hvor den kan strække sig efter at have gået samlet trav eller galop, kan man passende sætte den frem i fri skridt. Derefter kan man samle den op i samlet skridt eller middelskridt, inden man atter laver en overgang frem i trav eller galop.

Undervurder ikke, hvor meget det kan gavne din dressurtræning at lade en dag om ugen handle om at træne skridt. Føler du, at det bliver demotiverende, kan I også skridte en lang tur. I naturen har hesten en naturlig fremaddrift, som gør skridtarbejdet lettere – særligt hvis du vil træne skridtlængde og temposkift. Uanset om du øver hestens skridt på banen eller i terrænet, så vil et øget fokus på at finpudse den uden tvivl kunne forbedre jer som dressurekvipage. En god skridt skal nemlig forstås som fundamentet for resten af dressurarbejdet.

Læs også: Sådan lærer du din hest at håndtere stress

Formerne

Er du opmærksom på de former, du og din hest rider efter på banen? Volter og buer hører måske til de mere kedelige øvelser, som man ofte springer let hen over i sin træning. Ikke desto mindre har formen på øvelserne direkte indflydelse på bedømmelsen af dressurprogrammet – og det er virkelig ærgerligt at tabe point på ikke at ride en cirkel rund.

Annonce

For at finpudse formerne i din dressurridning kan du for eksempel forestille dig, at den volte, du skal ride, har fire punkter. Buen skal gå igennem alle fire punkter for at blive helt cirkelrund. Det samme gælder slangebuer og på halve volter – her skal man blot fokusere på to punkter.

I arbejdet med formerne på ridebanen, skal man desuden også huske at skelne tydeligt mellem, hvornår man skal ride helt ud i hjørnet, og hvornår man ikke skal.

Det betaler sig

At træne præcision med sin hest har ikke bare betydning for kvaliteten af de enkelte øvelser. Det kan også forbedre rytteren i en mere generel forstand. Når du fortæller din hest, at præcision er vigtigt, lærer du den også at være endnu mere lydhør over for dine signaler. Det forfiner jeres kommunikation yderligere, hvilket gør arbejdet med detaljerne lettere. Ved hele tiden at finpudse det, I allerede kan, vil du og din hest altså altid have noget at tage fat på i træningen- og jo mere detaljeorienteret I bliver, jo bedre vil I også kunne blive på sigt. Sagt på en anden måde: at være detaljeorienteret som dressurrytter betaler sig.

Kilde: FEI / Dansk Rideforbund.

Artiklen er oprindelig bragt i april 2020.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce