“Et dyr er godt – mange dyr er meget godt”. Det princip har fulgt dyrlæge, avler og rytter Michael Sinding hele livet. Det kan man mærke i alt, hvad han foretager sig. Han er drevet af en ukuelig sans for retfærdighed – og dermed også kærlighed – til dyrene, som enhver, der arbejder med heste, burde være født med.
Udover at se dyrene både oppefra, nedefra og sågar indefra i sit daglige arbejde, står han også hestene bi, når han fungerer som syns- og skønsmand i retssager, der vedrører skader på bevægelsesapparatet. Men selvom hestevelfærd står bøjet i neon over alt, hvad han laver, så har det bestemt ikke altid været sådan. Han er – heldigvis – blevet klogere med årene, fortæller han, og han håber, at han kan være med til at gøre andre det samme. Her får du historien om en mand, der er på alle måder kæmper hestenes sag, og som vi om nogen skal huske at lytte til.
Kærligheden til dyrene
“Jeg startede ud med akvariefisk, zebrafinker, undulater, kaniner og har sågar udruget en ælling på en radiator”. Sådan fortæller Michael lidt humoristisk, da vi spørger ham ind til, hvor kærligheden til dyrene begyndte. Konklusionen er, at den ligesom bare kom snigende ind i barndommen. Da han som 13-årig blev trukket med på den lokale rideskole sammen med sin søster, tog også hestene hans opmærksomhed. Det udviklede sig til en fascination af de store dyr, arbejdet med dem og sporten som helhed, forklarer han. Derfor fik han først sin egen pony, som han red tonsvis af spring- og dressurstævner på, og senere begyndte han at ride hest.
“Min krop var brudt ned, jeg havde ondt i ryggen og heste hang mig faktisk langt ud af halsen. Jeg skiftede spor og valgte at læse til dyrlæge”
Den dag, han skulle til at vælge sig en uddannelse, slog kærligheden til dyrene atter igennem. “Jeg havde længe sagt, at jeg enten ville være dyrlæge eller berider, og valget faldt på berideruddannelsen. Jeg tog de første fire år, men stoppede herefter. Min krop var brudt ned, jeg havde ondt i ryggen og heste hang mig faktisk langt ud af halsen. Jeg skiftede spor og valgte at læse til dyrlæge”, fortæller han.
Fingeren på pulsen
Med tiden blev titlen som dyrlæge til mange flere tiltag til fordel for hestefolket og ikke mindst hestene. Michaels bagage fra sin tid i hesteverdenen er intet mindre end imponerende. Som dyrlæge arbejder han for Højelse Hesteklinik og er løbende efteruddannet, blandt andet inden for hestesygdomme. Han har som nævnt været beriderelev og er uddannet eksamineret træner.
Derudover har han været med til at bygge Stutteri Atterupgaard op fra bunden, hvor han er ansvarlig for arbejdet med reproduktion. Og så er han hestekonsulent for Top Danmark og TRYG, samtidigt med at han er aktiv som syns- og skønsmand. Mindre kan simpelthen ikke gøre det – og de er vi mange, der er glade for!
Selv fortæller Michael om alle sine hverv, at de selvfølgelig er gode i et økonomisk perspektiv, men at den grundlæggende drivkraft ligger et helt andet sted. “Jeg ser det som en stor fordel at have fingeren på pulsen inden for mange sider af faget. Mine jobs som forsikringskonsulent giver mig et stort netværk, holder mig skarp på det faglige og giver mig mulighed for at hjælpe og rådgive kollegaer til en fælles forståelse for kravene og forventningerne til behandling af vores heste. Videreuddannelse er vigtigt for den faglige udvikling, motivationen og for at holde gejsten oppe”, understreger han. Med andre ord er Michael en opdateret mand, der kender til den nyeste forskning og ikke mindst ved, hvad man kan forvente af moderne hestevelfærd.
Drevet af retfærdighed
“Jeg er drevet af min retfærdighedsfølelse. Jeg har flere gange været ude at tilse dyreværnssager for blandt andre Hestens Værn. Det job er vigtigt for, at alle heste kan have et godt liv”
I det hele taget synes ønsket om god hestevelfærd helt gennemtrængende i alt, hvad Michael giver sig til – og nogle gange må det bare koste, hvad det vil. Særligt hans virke som skønsmand er nemlig hårdt arbejde, forklarer han, og derfor er lysten helt afgørende. Det er en lyst, som mest af alt handler om at ville det bedste for hestene, fordi de fortjener mere end bare én chance i livet. Her påpeger Michael, at det er en helt særlig følelse, der ligger bag:
“Jeg er drevet af min retfærdighedsfølelse. Jeg har flere gange været ude at tilse dyreværnssager for blandt andre Hestens Værn. Det job er vigtigt for, at alle heste kan have et godt liv”.
“Rugehopperne har altid haft en speciel plads i mit hjerte, da det oftest er ’kasserede’ hopper, der ikke duer som rideheste. At se, hvordan de kan få ’a second chance in life’ giver meget mening og gør mig oprigtigt glad”
Den ukuelige trang til at skabe retfærdighed i hesteverdenen kommer også i spil i hans arbejde på stutteriet. Her bliver størstedelen af føllene nemlig til ved hjælp af embryotransfer, altså ægtransplantation, til en rugehoppe.
Og netop disse hopper har han et helt særligt forhold til. “Rugehopperne har altid haft en speciel plads i mit hjerte, da det oftest er ’kasserede’ hopper, der ikke duer som rideheste. At se, hvordan de kan få ’a second chance in life’ giver meget mening og gør mig oprigtigt glad”.
Reproduktionen er uden tvivl et hjertebarn hos Michael, og udover glæden ved at kunne give hopperne en ny chance, er han også stærkt betaget af at skabe liv. Som han selv siger, så er processen lige fascinerende, hvad enten afkommet er efter en højtpræsterende hoppe eller hingst eller blot et ’almindeligt’ føl efter en værdsat hoppe, der er nogens allerbedste ven. Ethvert føl og ethvert hesteliv har sin berettigelse. Vores opgave er at passe godt på det.
At skynde sig langsomt
Foruden at være drevet af retfærdigheden, er også lysten til at hjælpe hestene og deres ejere mod godt teamwork en stor motivationsfaktor for Michael. “I mit arbejde som dyrlæge arbejder jeg primært på to fronter; halte heste og præstationsnedsættelse. Et arbejde, der drives af min lyst til det detektivarbejde, det er at finde frem til, hvorfor hesten ikke kan fungere og herigennem kunne hjælpe hest og rytter”, forklarer han.
“Jeg savner generelt, at rytterne var lidt mere villige til at gå på kompromis. (…) Jeg synes, der er alt for mange ryttere, der ikke ser hesten som et individ, der kræver en skræddersyet behandling og konstant er i udvikling”
Det vigtigste ved en sund og velfungerende ekvipage er følelsen af harmoni og balance. Desværre ses det bare alt for ofte, at samarbejdet ikke lægger tilstrækkelig vægt på hestens præmisser. “Jeg savner generelt, at rytterne var lidt mere villige til at gå på kompromis”, fastslår Michael.
“Jeg synes, der er alt for mange ryttere, der ikke ser hesten som et individ, der kræver en skræddersyet behandling og konstant er i udvikling. I mine øjne er den gode rytter en, der formår at ride mange typer af heste og tilpasser sin ridning og træningsmængde til den enkelte hest – og samtidig accepterer og respekterer, at hesten er et levende væsen med lav intelligens, men med en utrolig god hukommelse”, fortsætter han.
Derudover så han også gerne, at vi ryttere havde mere fokus på variation og ikke mindst restitution i træningen af vores heste:
“Jeg tror helt og holdent på, at vi kan minimere antallet af skader, hvis ryttere i højere grad ville skynde sig langsomt”, slår han fast. “Hvor mange af dem, der sidder og læser dette, ville selv kunne holde til en times løb, måske afbrudt af et par minutters gågang, fem til seks dage om ugen? Min påstand er, at det ville kræve en hel del tilvænning for at undgå, at folk efter kort tid ville brokke sig over ondt alle mulige steder. Det samme gælder for vores heste, der på ingen måde er lavet til det, vi gerne vil have dem til”.
At skynde sig langsomt, som Michael påpeger, handler altså om at tage sig tid til at bygge hesten op med alt, hvad dens krop har brug for af variation og hviledage. En træning, der ikke tager højde for hestens behov for restitution, vil ende med at virke stikmodsat hensigten. Den vil nedbryde hesten i stedet for at opbygge den. Ved at skynde sig langsomt kan man derimod være både tålmodig og målrettet, og med det vil man i sidste ende nå langt hurtigere i mål. Har du nogensinde tænkt over det?
“Jeg tror helt og holdent på, at vi kan minimere antallet af skader, hvis ryttere i højere grad ville skynde sig langsomt”
Har også selv været der
Når alt dette er sagt, så har Michael også selv stået i en situation, hvor forventningerne til hesten oversteg fornuften. :
“Da jeg var ung, var jeg tit frustreret over, at jeg ikke kunne få tingene til at lykkes. Så jeg har været der, hvor et voldsomt spark i siderne blev fulgt op med afstraffelse med pisken for så at blive efterfulgt af et meningsløst ryk i hestens mund – alene forårsaget af frustration og min egen manglende formåen”, fortæller han og fortsætter: “Heldigvis lærer man med alderen, at meningsløs afstraffelse ikke fører nogen vegne, men tværtimod bare skaber endnu flere spændinger og mistillid”.
“(…) jeg har været der, hvor et voldsomt spark i siderne blev fulgt op med afstraffelse med pisken for så at blive efterfulgt af et meningsløst ryk i hestens mund – alene forårsaget af frustration og min egen manglende formåen”
Herefter beretter han om en tid, hvor han – om end det var på den hårde måde – fik øjnene op for, hvor vigtigt det er med godt horsemanship. Han fortæller:
“I min tid som beriderelev befandt jeg mig desværre i starten i et miljø, hvor jeg måtte overvære gentagne episoder, der var langt over grænsen for, hvad jeg ser som ordentlig dyrevelfærd. Jeg var ung og autoritetstro og alt for usikker til at råbe op og gøre noget. Det ville aldrig ske den dag i dag”.
Han lærte virkelig, hvordan man ikke skal gebærde sig, når man har med levende dyr at gøre. Heldigvis kom han efterfølgende til et sted, hvor hestevelfærden var i højsædet og der blev lagt stor vægt på et sundt forhold mellem hest og rytter.
I dag rider Michael på en måde, hvor drivkraften ikke er at skulle stå med en sløjfe i hånden eller at vise sig frem til stævner. Derimod ligger motivationen i den daglige træning, hvor målet fremfor alt er et vellykket samspil, hvor hesten er blevet lyttet til.
“Jeg kan fuldt ud nyde en tur i skoven, uden at føle, at det er ’spild af tid’. Det er en virkelig vigtig og dejlig udvikling”, erkender han.
En, vi skal huske at lytte til
Der er ingen tvivl om, at Michael Sinding er en mand, der kæmper hestenes sag. Lige fra barnsben, har dyr – og især hestene – været omdrejningspunktet for hans liv, og det har han taget med sig i alt, hvad han har rørt ved lige siden. Det har ikke bare gjort ham til en kæmpe hesteven, men også givet ham en enorm viden inden for næsten alle fagligheder omkring heste, som tilmed kan styrke og støtte hinanden. Som eksempel kan nævnes den store fordel i selv at være rytter, når man arbejder som dyrlæge.
“Jeg kan forstå og sætte mig helt ind i, hvad rytterne mener, når hesten for eksempel ikke ‘bærer sig som den plejer’, ‘suger uens på tøjlen’ og så videre”, forklarer han. Desuden er det også en force at kunne sætte sig op på klientens hest og forsøge at mærke, hvad rytteren selv kæmper med.
“Et godt eksempel herpå var en hest, hvor rytteren klagede over, at den ikke kunne springe an i venstregalop. Jeg satte mig op og konstaterede, at den ikke var redet på plads med venstre skulder. Efter ti minutters grundarbejde lavede jeg 25 anspring til venstre i træk.” På den måde kunne Michael altså konstatere, at det i hvert fald ikke var hesten, den var gal med.
Alt i alt er Michael en dyrlæge, som interesserer sig for, hvordan det er at være hest og ejer. Han ved, hvordan det er at være avler, hvordan det er at være toprytter og hvordan det er at dyrke livet med vrinsk og vind i håret på ganske almindeligt fritidsniveau. Ikke mindst forsøger han at sætte sig ind i, hvordan det er at være hest.
Der findes uden tvivl mange flere dyrlæger Michael samme brede faglighed og høje krav til god hestevelfærd som ham – og vi kan kun ønske os endnu flere af dem. Michael er blot eksemplet på en mand, som vi virkelig skal huske at lytte til. Med flere gode grunde en nogen anden kan han tillade sig at sige, at vi skal huske at passe rigtig godt på vores heste.
Læs også: Claus Toftgaard: Moderne rideheste fortjener bedre
Artiklen er oprindelig bragt i november 2019.
