Udover at sørge for, at hesten får tilstrækkeligt med vand og foder, kommer ud i den friske luft hver dag og er korrekt vaccineret, så er et jævnligt besøg af smeden noget af det vigtigste, man bør sørge for som hesteejer.
 
I denne miniserie fordelt på tre artikler hjælper vi dig med at hjælpe din hests hove på vej. I artiklen her skal det handle om, hvornår det er tid til at få besøg af beslagsmeden. Vi hjælpe dig med at spotte, hvornår det er ved at være tid.

Spar aldrig på smeden

Først og fremmest skal det nævnes, at man aldrig bør holde sig tilbage med at få smeden forbi. Det er dyrt – men det er også en del af det ansvar, som man har påtaget sig, idet man har valgt at have hest. Er man i tvivl om en sko er trådt skæv, om hesten måske har en hovbyld eller om hovene er blevet for lange, så tvivl aldrig med at kontakte én af dem, som virkelig ved, hvad det drejer sig om. De er trods alt uddannede i det. Heldigvis er langt de fleste hestejere deres ansvar meget bevidst og gør alt – og måske mere til – for at deres heste har sunde hove.

Hvordan ser man, om hovene trænger til at blive beskåret?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din hest trænger til at få smeden forbi for at beskære dens hove, så kan du lade dig guide lidt af ‘spoilerne’ herunder.

Hvis din hest går med sko:

  • Hvis skoens optå har sluppet hovvæggen eller er begyndt at vokse sig ind i den.
  • Hvis skoen er blevet tyndslid mere i den ene side end i den anden.
  • Hvis sømhovederne er blevet slidt helt ned.
  • Hvis skoen er blevet trådt skæv, så den gaber væk fra sålen.
  • Hvis skoen er løs.

Hvis din hest går uden sko:

  • Hvis hoven er blevet slidt mere i den ene side end i den anden.
  • Hvis hovene er begyndt af sprække.

Hvordan ser man, om hovene er blevet beskåret korrekt?

Selvom vi naturligvis ikke kan se det samme som en veluddannet smed, så kan vi faktisk også selv selv vurdere, om hesten er blevet beskåret korrekt – i hvert fald i nogen grad.

Hvis din hest står på et plant, hårdt underlag med benene lige under sig, så kan du prøve at kigge på dens forben. Hovene skal se lige ‘lange’ ud og begge kronrande skal være parallelle med underlaget. Det samme gælder baghovene.

Du kan også kigge på hestens forbensstilling. Hvis du ser på koderne og de vinkler under  45 grader, så vil de fleste beslagsmede vælge at lægge en sko på, som stikker lidt ud bagved for at give ekstra støtte. Det modsatte gør sig gældende, hvis hesten koder er mere lodrette. Heste er forskellige, så der kan være helt andre grunde til, at din smed måske har gjort det anderledes, end vi har beskrevet her. Spørg din smed, hvis du er i tvivl om noget af det, han har lavet – han vil helt sikkert gerne forklare dig, hvordan det hænger sammen.

I artikelseriens næste dele kan du læse om, hvordan du forebygger at hesten taber sko i de mudrede perioder, og hvordan du undgår og bekæmper sur stråle.

LÆS OGSÅ
Hjælp hovene på vej: Mudder og tabte sko