Vil du gerne forhindre dine hænder i at opføre sig uhensigtsmæssigt, når du rider? Så har vi samlet en serie af håndstillingsfejl. Læs med og find de tips, der kan hjælpe lige netop dine hænder til at arbejde korrekt. Første del handler om at undgå at trække tilbage i tøjlen. Anden del handler om at undgå at vinkle hænderne forkert. For eksempel hjælper vi dig til at komme af med “klaverhænder”. I tredje del hjælper vi dig med at undgå, at tøjlen glider ud af dine hænder.

En jævn hånd med en elastisk kontakt er den bedste vej til at få hesten til at arbejde blødt i hånden på dig og få den til at søge frem og ned til biddet. Desværre kan det være en stor udfordring at få sine hænder til at arbejde uafhængigt af resten af kroppen. Det kan tage flere års træning, og selv topryttere arbejder på at forbedre deres kontakt til hesten, hvad enten de er dressur- eller springryttere.