Julen er over os, og det betyder hygge, kærlighed og forkælelse! Måske skal du i gang med at bage pebernødder, vaniljekranse og brunkager, og hvorfor så ikke også trylle lidt juleguf frem til hesten? Her giver vi dig to helt forskellige opskrifter, så du har lidt at vælge imellem – og vi har selvfølgelig testet dem. Der er ‘De små holdbare’ som kan holde sig hele julen – og nok også lidt til – og så er der ‘De store lækre’, som kan holde sig knap så længe, men til gengæld er de vaske er ægte julekræs for hesten! Hvis du er fuld af juleoverskud, kan du jo prøve kræfter med dem begge for at se, hvilke din hest bedst kan lide.

De små holdbare

Ingredienser
1 dl grøntsagsbullion
2,5 dl. havregryn eller fuldkornsmel
0,5 tsk. salt

Sådan gør du
Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
Hvis du bruger havregryn, så blend det til fint mel.
Bland alle ingredienserne og ælt det til en ensartet dej.
Del dejen i to og rul den ud til to lige tykke pølser.
Skær pølserne ud i små bidder, ca. 28-32 stk. alt efter, hvor store du synes, de skal være.
Sæt hestebolcherne i ovnen i ca. 90 minutter, men hold selvfølgelig øje med dem. Det kan være en god idé at vende dem efter de første 45 minutter. De skal være helt hårde.
Læg de færdigbagte hestebolcher på en rist og lad dem køle hel af, inden du tager dem med ud til hesten. Det er en god idé at lade dem ligge i mange timer, så de tørrer helt ind. Det vil få dem til at kunne holde sig længe.
Vi håber, at din hest kan lide dem!

De store lækre

Ingredienser
3 dl havregryn
1 dl revet gulerod eller æble
2 skiver rugbrød
1 dl grøntsagsbullion
0,5 tsk. salt

Sådan gør du
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Blend havregrynene, riv æblerne/gulerødderne, smuldr rugbrødet
Bland det sammen og ælt det til en ensartet dej.
Form dejen til omkring 13-15 store kugler og tryk dem lidt flade.
Bag godbidderne i ovnen i ca. 60 minutter, men hold naturligvis øje med dem. Det kan være en god idé at vende dem om efter de første 30 minutter.
Godbidderne her kan ikke holde sig lige så længe som de andre, men til gengæld får de en lækker, brødlignende konsistens, som din hest helt sikkert vil elske.
Hvis du vil du gøre godbidderne ekstra lækre, kan du skifte bullionen ud med æblejuice, skifte havregrynene ud med rigtig hestemüsli eller bruge cornflakes i stedet for revet gulerod eller æble.

God fornøjelse med julebageriet. Fortæl os endelig, hvilke af de to opskrifter der er din hests favorit!