Dansk Varmblods auktionsudvalg står nu klar med en fremragende kollektion på 20 kvalitetsføl, der kommer under hammeren på DWB World Cup Foal Auction fredag den 19. oktober i Herning.

Dansk Varmblods første World Cup-auktion byder på en fremragende kollektion af 11 dressurføl og 9 springføl af særdeles høj kvalitet. Dansk Varmblods direktør Casper Cassøe er auktionarius på auktionen, der afholdes fredag den 19. oktober 2018 kl. 17.00 ved World Cup-stævnet i MCM Messecenter Herning i næste uge.

“Vi var spændte på kvaliteten af de føl, vi kunne finde på denne årstid, da vi var ude for at finde 15-20 føl af meget høj kvalitet. Det er heldigvis lykkes at finde 20 fantastiske føl, der i både bevægelse og type lever op til vores høje standard,” fortæller Casper Cassøe.

Blandt dressurføllene er der meget lovende afkom efter hingstene Asgard’s Ibiza, Vitalis, Franklin og Blue Hors St. Schufro, lige som Blue Hors Farrell, Romeo, Dream Boy, For Romance og Franziskus står som fædre til kollektionens nøje udvalgte dressurføl.

Også på springsiden er det lykkes at finde en gruppe ualmindeligt gode føl med faderhingste som Action Man Ask Z, Aganix du Seigneur, Clarimo, Rockland og Untouchable.

“Det er jo fantastisk, at der er så super gode føl tilbage. Føllene er generelt af en kvalitet på niveau med elitefølauktionen, og så fremstilles de af ejere, der virkelig ønsker at sælge.”