I artikelserien her kan du hente inspiration til at øge samværet med din hest, når vejret forhindrer jer i at træne som normalt. Første del handler om, hvordan du kan lære din hest sjove tricks. I anden del kan du læse om, hvordan du og din hest kan være sammen om tillidsskabende miljøtræning i stalden. Begge dele fokuserer på, hvordan hesten kan udfordres mentalt. I denne artikel handler det derfor om øvelser, som kan styrke hestens fysik – samtidig med at I styrker jeres forhold.

Smidighedsøvelser
Med et par hurtige og ikke mindst hyggeligt øvelser kan du hjælpe hesten godt på vej med at holde sin smidighed ved lige. Øvelsen går helt enkelt ud på, at man fører en godbid ned mod et punkt på hestens krop for at få den til at bøje sin hals og rygsøjle i godbiddens retning. På den måde får hesten smidiggjort overlinjen.

For at få aktiveret hele hestens rygsøjle, kan du føre en godbid mod bringen, derefter maven og til sidst bagparten. Øvelsen på bringen kan du gentage fem gange, og de to andre kan du lave tre gange på hver side af hesten. Hvis det er svært for hesten at nå godbidderne, er det vigtigt at rose den for, at den i det mindste prøver. Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Den skal nok blive mere smidig, jo flere gange du gentager øvelserne.

Rideøvelser
For at styrke hestens fysik kan du også lave rideøvelser fra jorden – og du kan passende lave dem med smidighedsøvelserne som opvarmning. Det kræver lidt mere plads, så det er bedst, hvis du har din hest stående i en løsdriftstald, en hit-stald eller har adgang til en anden form for overdækning med blødt underlag.

Smid en trense på hesten, tag en pisk i hånden og prøv så at bruge tøjlerne på samme måde, som hvis du sad på hesten. Det er næsten som at ride – nu går du bare ved siden af.

Volte
Som det første kan du træne de muskler, som hesten bruger, når den går på en volte. Her handler det om at få den til at bøje sig korrekt rundt om dig. Forsøg med indvendige tøjle at få den til at stille sin nakke en smule indad, imens den strækker sig frem og ned. Du kan desuden hjælpe hesten med at træde bedre ind under sig ved at lægge pisken på indvendige bagben, når det er i luften.

Versade
Efter at have øvet volten og hesten føles smidig på indvendige tøjle, kan du gå skridtet videre og øve en versade fra jorden. Et tag i udvendige tøjle skal nu hjælpe hesten med at bringe sin udvendige skulder i din retning, så den bøjer sig omkring dig, imens den går ligeud. Glem ikke at hesten stadig skal være stille ind mod dig. Det er lettest at gøre det op ad en væg, da det forhindrer udvendige bagben i at falde ud.

Traversade
For at få aktiveret bagparten kan du til sidst øve en traversade. Stil dig med fronten mod hesten og gå baglæns imens du trækker hesten fremad. Bed den om at runde halsen, så højre skulder skydes let ud og bagbenene i en refleks skydes indad mod dig. Endnu engang er det lettest at gøre det op ad en væg, da det vil forhindre hesten i at skyde skulderen helt væk fra dig.

Træner du øvelserne på hver side, kan hesten få brugt nogle af de muskler, der ellers bliver forsømt, når man ikke kan ride. Du kan gå skridtet videre i træningen ved at lade hesten gøre øvelserne i let trav. Rider du normalt på et højere niveau, kan også piaff og endda pirouetter trænes fra jorden.

Styrk samværet
Kombinerer du nogle af de øvelser, vi har givet dig igennem hele artikelserien, kan din hest få brugt både sit hoved og sin fysisk, samtidigt med at I styrker samværet. Det behøver altså hverken at gå ud over træningen af din hest eller jeres forhold, når rideturen må skippes. Vinterhalvårets begrænsende forhold skulle jo nødigt få besøget i stalden til at gå mere op i at ordne praktiske ting end i at være sammen med den, man egentlig gør det hele for.