Efterårsvejret er omskifteligt, og det kan udfordre den daglige ridetræning. I artikelserien her giver vi dig inspiration til, hvordan du kan styrke samværet med din hest, når vejret forhindrer jer i at træne som I plejer. Første del handlede om, hvordan du lærer din hest sjove tricks, som kan udfordre den mentalt. Nu skal det handle om, hvordan I kan være sammen om tillidsskabende miljøtræning uden at behøve en ridebane eller et ridehus.

Miljøtræning

Med miljøtræning kan du forberede hesten på situationer, hvor den skal turde stole på dig. Du kan for eksempel gøre din hest bekendt med nogle af de ting, som I kan møde til et stævne eller ude i naturen. Idéerne herunder skulle gerne kunne hjælpe dig på vej, uanset om du kun har en boks, en staldgang eller måske hjørnet af en gammel lade til rådighed.

1Presenning

På staldgangen eller i laden kan du prøve at få din hest til at gå over en presenning. Hvis staldgangen er smal eller har enten en væg eller en boks på hver side, et det et godt sted at lægge presenningen ud. Her vil hesten nemlig ikke have mulighed for at smutte udenom.

Det er vigtigt at huske på, at tillid og tålmodighed hænger tæt sammen, så det er om at tage det skridt for skridt – bogstaveligt talt. Første gang kan målet måske være at få hesten til at snuse til presenningen. Derefter kan det være at få den til at træde et skridt ind på presenningen. Til sidst vil den forhåbentlig stole så meget på dig, at den tør gå hele vejen henover. Når vejret igen tillader, at I kan træne udenfor, kan du tage skridtet videre og øve det på ryggen af hesten.

2Pivedyr

Med et pivedyr kan du lære hesten at blive fortrolig med noget nyt, imens den står i sin boks eller løsdrift. Som ekvipage vil I nok sjældent støde ind i et pivedyr på stævnepladsen eller i naturen, men alligevel er det et ganske fint redskab til miljøtræning. Med sit anderledes udseende og udefinerbare lyd er pivedyret lang fra noget, hesten kender. Derfor kan det bruges til at gøre hesten fortrøstningsfuld over for nye ting i en mere generel forstand.

Lad først hesten snuse til pivedyret og prøv så at lade det give lyd. Hvis hesten fortsat er nysgerrig, kan du lade det ligge i boksen eller i løsdriften natten over. Tro det eller ej: nogle heste ender faktisk med at bruge det som legetøj.

3Paraply

Har du en paraply – gerne fuld af farver – kan også dén være effektiv. Det kræver ikke meget plads, men blot at du binder din hest fast og let kan løsne den, hvis den skulle blive bange. Paraplyer kan man både møde på stævnepladsen og på tur, så det giver god mening at vænne hesten til sådan én.

Du kan begynde med at lade hesten snuse til paraplyen, imens den er slået sammen. Prøv først at folde den halvt ud og derefter helt ud, for at være sikker på hestens reaktion. Når hesten er nogenlunde tryg, kan du forsøge at vifte med den og måske endda røre hesten med den, imens du folder den ind og ud. På den måde kan hesten lære, at blafrende ting er helt ufarlige.

Alverdens ting og sager kan naturligvis bruges til miljøtræning. Du kender din hest bedst, så måske har du allerede en idé om, hvad der især vil være gavnligt at gøre din hest bekendt med. Målet er blot, at det skal styrke tilliden mellem jer. Forhåbentlig kan miljøtræningen gavne din hests selvtillid så meget, at den også bliver klar til at møde nye ting uden for sine egne trygge rammer, når vejret tillader, at I kan ride jer en tur.

I den sidste del af artikelserien får du en række dressurøvelser, som kan udføres imens du står på jorden. Det skal på én gang styrke din hest fysik og få jer lidt tættere på hinanden.