Pressemeddelelse 

Herning Messecenter bliver fra 5. til 8. april 2018 centrum for verdens største, internationale, pointgivende indendørsstævne for islandske heste.

I alt 255 heste fra 8 forskellige lande kommer til start i både 4-gang og 5-gang’s konkurrencer og i de helt specielle tølt-konkurrencer – og der rides i både junior- og senior klasser, og der er masser af danske deltagere fra hele landet.

Selve stævnet afholdes i hal M, hvor der udover en store oval ridebane bliver plads til 3000 publikummer og et kæmpe stort messe- og foredragsområdet.

Det er en veritabel festival, et eldorado og et mekka for islandsheste entusiaster.

Her kan både ryttere og publikum lære nyt via workshops, gå til rytteryoga, høre foredrag og købe hesteudstyr og meget andet spændende: lige fra tøj og kopper til cremer, billeder, garner og oplevelser.

For at give ordentlige forhold for alle disse heste bliver hele hal Q lavet om til en kæmpestor mobil hestestald, hvor publikum endda har adgang. Det er også her ekvipagernes opvarmning vil foregå.

Konkurrencerne kører i en lind strøm fra tidlig morgen til sen aften torsdag og fredag og med B- finaler (de, der har fået fra 6-10 pladsen i udtagelsen) om lørdagen og de medalje-givende A- finaler om søndagen (vinderen af B-finalen + 1-5 pladserne i udtagelsen). Med det er de første point i hus inden stævnerne starter udenfor på ridebanerne rundt om i Norden og Europa.

Lørdag aften er dedikeret til Dansk Islandshesteforening, hvor et show vil markere 50 års jubilæet og en eksplosiv udladning af stolt kraft og styrke vil feje gennem hallen, når nogle af landets ypperste hingste vil blive vist i konkurrencer mod hinanden.

Se mere om stævnet på https://www.icehorsefestival.com.