Inspireret af et videointerview på Facebook, hvor en anerkendt træner lufter sine frustrationer, vil jeg tage bolden op og starte debatten om ridesporten i Danmark. Kan vi være den nuværende udvikling bekendt overfor vores heste? En udvikling hvor det bliver tiet ihjel, når en rytter teer sig groft overfor sin hest, og hvor der åbnes op for amatører på højeste niveau, der dårligt ved, hvordan man sadler en hest. En tendens der vil fortsætte, så længe forbund, trænere og andre ser til. For mon ikke hesten vil fortsætte med at acceptere den tortur, vi udsætter den for?

Hesten er det stiltiende offer, der står til mål for vores evige beskyldninger samt bærer ryttere rundt, der sidder mere omvendt end retvendt, mens de skælder ud på gud og hver mand omkring dem. Der er ganske enkelt en tendens til at folk i stigende grad køber heste, og rider dem uden en kæft forstand på eller interesse i at vide mere om dem. Det er nok en af de eneste sportsgrene, hvor man groft sagt kan sætte sig op og sige ”nu vil jeg springe” uden at have en dyt forståelse for ens partner eller skulle møde nogen krav. Det kan man ”takket” være hestene og den holdning og struktur, vi lige nu har i vores sport.

”Men min træner siger, at jeg er klar”!

Ja – her møder vi en ny udfordring. Hvorfor har du en træner? Vil du lytte og lære eller vil du bare have en marionetdukke til at fortælle dig, hvor dygtig du er? Jeg oplever mange nye familier i sporten, og det er rigtig positivt, men der er stor forskel på, hvordan de møder den nye verden. Nogle vil gerne være ydmyg og lytte, mens andre stiller sig døren med en kæmpe kuffert fyldt med penge, og siger; ”min datter vil gerne gå til ridning – vær så god,” og efter lidt tid kommer der flere penge, og nu vil; ”min datter gerne være Danmarksmester næste år.”

Træneren, der i forvejen er kamppresset, fordi det er stjernedyrt at holde hest, får julelys i øjnene og gør sit bedste for at opfylde ønskerne. For hvis de ikke gør det, så finder mor og far bare en anden træner, der vil. Hvem vinder og hvem taber her? Træneren og datteren med forældre – hvis hun bliver mester året efter – vinder måske på den korte bane, men på vejen vil der i nogle tilfælde være nogle fantastiske heste og ponyer, der taber i forsøget på at slæbe en amatør gennem en bane på sværeste niveau.

Hesten er vores partner i ridesporten, og hvis du ikke er glad sammen med den, må du spørge dig selv om du overhovedet holder af det, du laver

Hestene bliver brugt til vores fornøjelse, alle er frie til at gøre, hvad de vil og forbundet tillader det. Folk vil ikke lære noget – det tager for lang tid. Og bag enhver ung rytter står der nogle forældre, der ikke har respekt overfor trænerne, som i stigende grad bliver brugt efter egne ønsker frem for lyttet til. Det er rigtig fint at være ambitiøs, men har man ikke forstand på ridesport, bør man lytte til dem, der rent faktisk har. I sidste ende bliver børnene lige så skøre som deres forældre, og på sigt er det det stof, der skal bære vores sport videre.

Alt handler om penge

Det er en sørgelig udvikling, at trænere må acceptere denne type af kunder, og det er de nødt til for ellers tjener de ganske enkelt ingen penge. Det er nemlig desværre denne type af kunder, der kan få forretningen til at løbe rundt mange steder. Alt handler om penge, og det samme gør det for forbundet og klubberne, der er økonomisk presset, og må flytte rundt på gebyrer og afviklingsregler for at få hjulene kan løbe rundt – ikke for at udvikle sporten, men for at overleve.

Bør vi tænke større og længere end blot overlevelse? Tør vi ryste posen fuldstændig og tænke udvikling af sporten – fokus på uddannelse frem for sløjfer og startgebyrer. Er de 450 kr. for en førsteplads med 70 starter noget, der er værd at ride benene af sin hest for? Nej ikke rigtigt, men det kunne jo være rart bare at få dækket sin start som det mindste. Hvad med at vi fjerner pengene? Både indskud og udbetaling. Hvilken betydning ville det få. Tænk større.

For hvem gider i sidste ende knokle dag ud og dag ind for gode resultater i en sport, hvor en amatør på 40 år, der aldrig har siddet i sadlen før, kan sætte sig op og vinde en international springklasse?

Kulturændring af sporten

Til dem der er nået helt i bund, og måske brænder inde med et; ”sådan er det altså ikke alle steder,” vil jeg på forhånd sige, nej det er det bestemt ikke og gudskelov for det. Ellers var sporten for længst blevet forbudt, men det er nogle tendenser, vi ikke kan se gennem fingrene med, så hvad skal der gøres? Helt grundlæggende skal der en holdningsændring til omkring, hvad vi vil acceptere. Holdningsændringer kommer ofte, fordi der lægges en overordnet linje fra for eksempel et forbund, hvorefter det bundfælder sig til et generelt syn på rigtigt og forkert.

Så derfor Dansk Ride Forbund, lad os smide fløjlshandskerne, berøringsangsten og tage fat i roden til en god og sund sport som vi kan være bekendt. Hvis ikke for sportens skyld, så i det mindste for hestenes skyld.

Jeg har ikke alle svarene, men vi må starte debatten for ellers bliver jeg selv træt af og flov over den sport som jeg elsker rigtig højt