Hvor skal ferien gå hen til sommer? Mulighederne er mange, og vi vil gerne inspirere jer til at prøve noget nyt på ferien, hvor hele familien kan komme til hest. Det kan være en tur med islandske heste langs Vesterhavet eller dét som denne reportage handler om; En tur på hesteryg i en af verdens smukkeste naturområder. Vi er taget til Hawaii, og nu kan du komme med. God tur.

Vi gør klar til en oplevelse, der er få forundt. Vejret er perfekt med en let sol og lidt vind i palmetræernes top. Der skiftes fra shorts og sandaler til ridebukser og mere passende sko. GPS’en indstilles, og på vejen mod Makani Olu Ranch slår vi lige et smut ind på udkigspunktet, hvor man kan være heldig at se en pukkelhval baske med halen ude i havet. Fantastisk syn, og vi kører inden længe gennem en lille by. Ud af det blå åbner landet sig foran os med udsigt til frodige bjerge, snorlige hvide hegn og selvfølgelig de skønne heste, der skal være vore guider i den smukke natur.

Fuglene synger, en hund giver hals i det fjerne, og stedet fremstår nydeligt – man skulle tro, at de ventede gæster. En hane galer, og rundt om hjørnet kommer en vaskeægte cowboy med hatten på skrå og solbriller til at skærme sig yderligere. Med en ordentlig hakker sender Yod Neal en slimklat til jorden, hilser os velkommen, og viser os hen til stalden med en lidt stille mine. Vi lunter glade og ferieramte efter, og smilet ryger helt op til ørene, da vi runder hjørnet, og tre heste står klar med udstyr i bedste westernstil.

Med øjnene på stilke
Inden vi må klappe og nusse Leroy, Hope og Sunny, skal der lige være styr på formalia, og mens papirerne udfyldes, søger mine øjne rundt i det skønne sadelrum med westerntrenser og –sadler, som pænt og pudset hænger i orden – det hele skal hænge rigtigt, kan man se. Cowboyhatten bliver vi dog enige om at undvære, og med en ridehjelm spændt på går vi ud til hestene, hvor vi får et godt overblik over flokken. Ens største skræk er altid at møde en hesteflok, der mistrives, er tynde eller har dårlige hove. Glædeligt kan jeg konstatere, at det ikke gør sig gældende for disse turheste.

Blandt hestene stikker et par lange ører op, og kigger nysgerrigt tilbage, og jeg opdager hurtigt, at der blander sig et par skønne æsler og kæmpe muldyr mellem hestene og Yod’s a-team, som er de syv heste, han primært bruger til ture.  Det er netop to af Yod’s a-team heste, Sunny og Hope, vi trygt og sikkert bliver parkeret på, mens Yod henter sin egen favorit, Leroy. ”Off we go,” smiler den ellers fåmælte cowboy.

Fra de knap 76 hektar land, der hører til ranchen, bevæger vi os nu over en lille flod til de mere end 1000 hektar i Waikapu Stream National Park, der ellers er et lukket område. Her kommer man kun som turist i selskab med Yods heste, eller med holdet af trætopklatrere. Min ikke så ride-erfarne kæreste Anders kigger lidt nervøst ned i vandet, og forsøger at kontrollere tempoet, men Hope har helt styr på både sten og vand, så han lægger hurtigt tøjlerne ned og lader damen følge Leroy.

Landbrug og natur i skøn forening
Dagens tempo er skridt, og det er nok meget godt, så vi kan nå at nyde udsigten til havet, hvor de store bølger i dag er så store, at de slår helt ind i havnen. ”Så ved man, at surferne er ude på deres boards,” fortæller Yod med et nik mod havnen, som vi kan se ned på, fra det område vi er redet op af. Her møder vi nogle virkelig imponerende skikkelser. Med kæmpe horn traver 20-30 longhorn køer os i møde, og heldigvis rykker hestene ikke på et øre, men trisser bare videre – kun afbrudt af ihærdige forsøg på at snuppe lidt af det lækre grønne græs, der omringer os.

Yod fortæller, at ét år med meget tørke, der var de nødt til at fodre køerne med ekstra stråfoder. Det er svært at forestille sig nu, hvor man, så langt øjet rækker, kun ser veltilpasse køer, der gumler løs med et opmærksomt blik på de forbipasserende. På begge sider af stien dukker der fine små marker og træer op. Vor kære guide, der selv ynder at nyde udsigten i lige så høj grad som os, får endelig tungen på gled, og fortæller engageret om, hvad der gror omkring os samt vandingsanlægget, der forsyner landmændene med vand fra de frodige vulkanbjerge. Han fortæller blandt andet, at et ananastræ først giver frugt efter to år, og efter to eller tre sæsoner med én til to ananasser om året, er det slut med frugter fra det træ.

Læs resten af artiklen >> KLIK HER